I kanten af Allingådalen oven over landsbyen Aarslev, ikke langt fra bronzealderhøjen Lynghøj, ligger Aarslev kirke.

Kirken er fra romansk tid (ca. år 1100) og er indviet til Skt. Karen, hvis navn er det samme som Skt. Katharina af Alexandria, der efter legenden var en skøn, fornem jomfru, som spottede afgudsdyrkelsen og trolovede sig med Kristus. Hun skal være blevet martyr år 305, hvor hun blev halshugget, efter at hun på mirakuløs måde havde overlevet at blive pint med et pigget hjul.

Kor og skib er opført af granitkvadre, dog er den vestlige gavl af mursten.

Korets østvindue og døren mod nord er bevaret i tilmuret tilstand. Over norddøren er der en tympanon, der forestiller den korsfæstede med en fugl på hver skulder. Her kan man ikke lade være med at tænke på den nordiske Gud, Odin, med de to ravne, Hugin og Munin.

Kirken blev ombygget i 1868, hvor den blev forlænget med 4 m., og indgangen blev gennem våbenhuset. Over den vestlige ende af taget blev oprejst en klokkekam, hvori klokken blev anbragt. Klokkeringningen blev foretaget med et reb, der hængte udvendigt på muren. I 1950 blev klokkekammen erstattet af det lille tårn der er der i dag. Selve klokken er støbt af Casper Kønig, Viborg, i 1768.

Korbuen er den oprindelige, og loftet i kirken er malet bræddeloft.

Altertavlen er i renæssancestil, og er fra ca. 1600. Det nuværende alterbillede er en kopi efter Carl Blochs maleri, Kristus i Gethsemane. I Sct Hans Kirke i Odense hænger et lignende alterbillede. De to bronzelysestager er skænket af jomfru Anne Lange i 1656. Alterdugen er kniplet og skænket af Anna Lund, Aarslev.

Det tidligere alterbillede, der forestiller Bebudelsen, malet af Fr. Caspara Preetzmann i 1800-tallet, hænger nu på den vestlige væg.

Den nuværende døbefont er fra 1600tallet og er af træ. Kummen bæres af evangelistfigurer, der er malede billedskærerarbejder.

Prædikestolen har ligeledes udskårne og malede evangelistfigurer. Mellem figurerne ses oberst Hans Friis´ til Clausholm og Helvig Marsvins malede adelsvåben. Endvidere står der også følgende skriftsteder:

Mar. IV,24: Se til hvad i høre.

Joh. VI,68: Guds Ord er Livsens ord.

Esa. XL,8: Herrens Ord bliver Evindelig.

Apol. III,3: Betænk hvorledes du har anammed Ordet, hørt og holdt det.

Deut XXXII,47: Guds Ord er ikke forgiævis Ord, men der er Eders Liv.

Lux. XI,28: Salige er de, som høre Guds Ord og bevare det.

På kirkegården findes to bondegravsten, én fra 1600tallet og én fra 1700tallet.

Langs den østre side af kirkegården ligger den tidligere forpagterbolig, som den sidste længe af den oprindeligt firlængede præstegård. I bygningens nordre ende er nu indrettet med møderum, tekøkken og toilet. Aarslev-Hørning sogne havde siden reformationen udgjort et pastorat, men blev i 1966 nedlagt som selvstændigt pastorat.  Efter en del forhandlinger, blev det besluttet at overdrage den nu overflødige præstebolig, den sydlige længe, der  efterhånden også var i meget dårlig stand, til Hjerl-fonden, hvor den nu kan ses genopført  på Hjerl Hede.

Nogle år var Aarslev sogn annekteret af Voldum-Rud pastorat, og Hørning af Virring-Essenbæk. I 1974 blev  Aarslev og Hørning, Øster Alling og Vester Alling  til eet sogn, hvoraf Øster Alling med sin præstegård blev hovedsognet. I året 2010 skete der igen forandringer, der betød, at vi nu er en del af Essenbæk, Virring, Aarslev og Hørning pastorat.